Ja, vi må ikke vente, men ...

Der dukker i ny og næ historier op i pressen, hvor fertilitetslæger advarer mod at vente for længe med at få børn.
Alder er den største barnløshedsfaktor, og det er ingen hemmelighed, at fertiliteten dropper uhyggelig hurtigt efter 35 og vildt efter 40. I hvert fald for kvinder. Det er heller ikke til at vide, hvornår man går i overgangsalderen, det sker for nogle så tidligt som i 20érne.
Det er vigtigt, at oplyse de unge om dette, da min generation, der var børn i 1970erne, i høj grad kun blev advaret MOD at blive gravide.
Vi så "Tro, håb og Kærlighed," der på uhyggeligste vis fortalte om, hvordan abort var ulovligt, da vores forældre var unge, og hvor godt det var nu, hvor abort var muligt, skulle man havne i den uheldige situation.
Vi fik seksual undervisning, der handlede om kondomer, spiraler og p-piller. For mit vedkommende var der ingen, der advarede om faldende fertilitet. Fremtidsplanlægningen beskæftigede sig klart mere med uddannelse fremfor familieforøgelse.
Sådan er det også i dag. Uddannelse er vigtig, specielt i en verden med et Kina, der sprøjter højtuddannede folk ud.
De unge uddanner sig i højere grad, til de er langt op i 20érne, og bagefter skal de starte en karriere. Og det er ikke helt let, at skulle kombinere studieliv/karrierestart med småbørn, og af samme grund ser vi vel den stigning i alderen for nybagte forældre.
Og det giver mig lyst til at spørge: gør det nu også så meget? Fertilitetslægerne er blevet dygtigere, og de forsætter med at blive bedre hele tiden. Tænk nu, hvis de finder ud af at forbedre ægkvaliteten (der er den onde synder i aldersregnskabet), vil det så ikke legitimere, at man venter med de børn, til der er tid, råd og plads til dem?
I den fagre nye verden er et barn vel et barn, uanset om det er undfanget i jordhulen eller i laboratoriet? Processen med æg og sædcelle er den samme tillige med generne, og så længe folk får børn, er det vel fint nok?
Det vil klart være et stort problem, hvis der blev født færre børn i Danmark, som direkte følge af at folk venter for længe med at få dem. En ide kunne være, at studievejlederne også husker at minde de unge om, at lægge familie og børn ind i fremtidsplanlægningen -  og gerne, mens de endnu er i 20érne.
Men lige nu handler det bare om, at flere får fertilitetshjælp pga. den stigende alder. Er det ikke ok at få hjælp? Handler det ikke bare om, at få de børn uanset alder og metode?
Eller er jeg helt galt på den?

Stor respekt for en Nobelpris modtager!

I dag mistede verden Sir Robert G. Edwards, forskeren bag det første reagensglasbarn. Indrømmet, jeg kendte ikke hans navn før nu, men jeg kender hans livsværk, der har resulteret i mit livsværk. Stor respekt for ham og hjerteligt tak, uden hans forskning ville vores hjem være meget meget stille.

Nye erfaringer

Kære allesammen,


"Det blev et barn" bliver snart genudgivet digitalt i iBook Store, og i den forbindelse efterlyser vi nogle flere personlige historier.
Har du lyst til at hjælpe andre ved at videregive dine erfaringer med barnløshed, så send fluks en mail med en lille beskrivelse af din situation til:

kontakt@detblevetbarn.dk

Så vender vi tilbage hurtigst muligt. Du må selvfølgelig gerne være anonym.

Tiden fløj

Længe siden mit seneste indlæg, men der er heldigvis kommet mere fokus på barnløshed i medierne nu, og det er mit indtryk, at folk er ved at få mere forståelse for almindeligheden i det.
Der er også blevet lavet tv-udsendelser om det, men jeg synes nu ikke, at de griber rigtigt fat om emnet. Mere forklaring kunne man godt bruge om fysikken, for følelser er jo forskellige. Nogle bliver målrettede og indædte, andre fortvivlede.
De fleste ligger søvnløse ved tanken om aldrig at få børn.
Der er også æg donations problematikken. Hvordan føles det at føde et barn, der aldrig vil ligne en selv? Ikke vil have ens næse eller sind?
Efter at have fået mit eget barn, kan jeg slet ikke forstille mig at få et til med ægdonation. Det kunne jeg godt, inden jeg fik min søn. Men det er bare mig.
Hvordan har andre det? Skriv løs ...

Tre er toppen!

Så blev det 2012, og betalingsreglerne er rullet tilbage, så man igen har tre gratis IVF-forsøg i offentligt regi.
Den dyre medicin er nok engang på et niveau, der er overskuelig at betale, og fertilitetsbehandling på et leje, der virker fair økonomisk og samfundsmæssigt.
Det er en belastning fysisk, mentalt og for forholdet, når ønskebørnene bliver en kamp fuld af usikkerhed og selvbebrejdelse, og derfor er de tre gratis forsøg vigtige for at undgå yderligere pres økonomisk.
Gratis behandling giver desuden lægerne mulighed for igen at udvide forskningen og sætte os tilbage i front på fertilitetsområdet, da folk er mere villige til at stille sig til rådighed for forsøg, når der ikke ligger en regning ved udgangen.
Tre forsøg giver tid til at afprøve forskellige behandlingsformer og medicin, og statistisk opnår over halvdelen af parrene en positiv graviditetstest indenfor disse.
Omvendt er det også fint, at folk herefter er nødt til at tage stilling til, hvor langt videre de vil gå, hvis ikke det ønskede resultat er opnået.
For der er jo andre muligheder som f.eks. adoption, som også kræver en god del af parret, der derfor ikke skal være ødelagte af for mange forgæves fertilitetsforsøg.
Tre forsøg kan tage henved 12 måneder, hvilket giver tid til opsparing til yderligere selvbetalte forsøg i privat regi.
Alt i alt ser det godt ud for de barnløse igen, der er ved at være travlhed på hospitalernes fertilitetsafdelinger, hvilket uundgåeligt vil skabe mere travlhed på barselsgangene.
Og DET er en god ting.
For de kommende forældre, for samfundet, for de kommende ældres vilkår og de kommende generationers muligheder.
TILLYKKE DANMARK!

En rigtig god nyhed - bare det snart var nytår!

Så blev det endelig slået fast. Brugerbetalingen på fertilitetsbehandling forsvinder igen ved årsskiftet, og det er super gode nyheder!
Det må selvfølgelig være ærgerligt for de par, der har betalt for deres tre forsøg i år, for de får vel ikke tre nye forsøg gratis til næste år. Også ærgerligt for dem, der har betalt 15.000,- for fertilitetsmedicin, for de penge kan der vist godt skydes en hvid pind efter.
Men så er alt det sure vist også sagt. Ofre, der kommer i klemme på den ene eller anden måde i systemet, kan man altid finde, og forhåbentlig drejer det sig ikke om mange. For der sidder omvendt nok også en hel del og er lettede over, at de nåede at blive gravide i 2010, inden brugerbetalingen blev indført.
Nu må vi så se, om det kun er selve behandlingen, der bliver gratis igen, eller om medicintilskuddet også rulles tilbage. Her krydses fingre.
At man skal hjælpe barnløse kan næsten ikke prioriteres højt nok. Det er nye skatteborgere, her er tale om, små ønskebørn, man hjælper til verden - findes der noget mere dyrbart?
En sur klummeskribent spurgte på nettet i foråret, hvorfor han skulle betale for at andre kunne få børn. Han var så uoplyst, at han sammenlignede det med en overflødig luksus i stil med et samtalekøkken.
Tillad mig at oplyse de uoplyste.
Er man så selvcentreret, at man ikke vil hjælpe andre med noget, som man selv ingen problemer har med, ja, så kan man jo sætte spørgsmålstegn ved alt, vi betaler til i dette samfund. Skal barnløse betale til andres børnecheck, skoler og barsel? Skal kvinder betale for prostataoperationer? Og hvorfor skal folk i arbejde betale til arbejdsløse? Det er jo hele grundstenen i vores skattesystem: folk med overskud betaler til dem med mindre overskud. Det er sympatisk, og faktisk slet ikke noget, vi skal begynde at stille spørgsmålstegn ved.
Men ok. Mener man stadig grænsen går ved fertilitetsbehandling, så husk på, at befolkningstallet i Dk var på lavpunktet, inden brugerbetalingen trådte i kraft. Dertil kommer altså yderligere et hak i befolkningstallet, der er konsekvensen af brugerbetalingen i 2011. Fortsætter den udvikling kommer vi til at mangle skatteborgere, når Ego-skribenten skal på pension. Altså får han ikke lov til det, for det bliver der slet ikke råd til.
Er han stadig ikke overbevist? Så husk, at fertiliteten i Dk har været nedadgående de sidste 20 år. Man ved ikke helt hvorfor. Nogle beskylder miljøfaktorer, men årsagen er endnu ikke klarlagt. Det er mænds fertilitet, vi taler om her.
Så selvom Hr. Ego-skribent ikke selv har problemer med fertiliteten, er det meget sandsynligt, at hans søn kan få det. Så står han pludselig med hatten i hånden hjemme hos farmand og beder om 50.000. Og så kan det være, at der er en klummeskribent, der ærgrer sig over, at han pludselig ikke længere har råd til et samtalekøkken. Slet ikke med den pension, han er på.
Vi må naturligvis ej heller glemme, at et barn er det mest fantastiske i verden. Man skal opleve det, for at forstå det, men når først, man er blevet forælder, får livet en helt ny dimension. En berigelse, der bør være mulig for så mange borgere i Dk, som overhovedet muligt. For hvis vi hjælper folk med at holde døden på afstand, skal vi også hjælpe folk med at få liv i næste generation.
Hurra for børnene!
Vi glæder os til 2012 og alle de små skrig, der igen skal lyde på fødselsgangene rundt omkring i det ganske land :-)

Vi kan gøre det bedre

Jeg oplever mange rygklap i disse dage fra kvinder, der er glade for at kunne tale åbent om de oplevelser, de har haft i fertilitetsbehandling.
Prøv at bringe emnet op til en vennemiddag og se, hvor mange, der pludselig har noget at sige om emnet. Det er mange. Og de, der ikke selv har været gennem behandling, har ofte oplevet det tæt på alligevel gennem en venindes kamp for ønskebarnet.
Der er med andre ord brug for at tale mere åbent om emnet, og der mangler i den grad også oplysning omkring det, da mange har en misforstået og helt forkert opfattelse af, at fertilitetsbehandling er et luksusproblem for folk, der selv vil kontrollere processen.
Fertilitetsbehandling er et ømt emne. Det berører selve kvindeligheden og de inderste følelser. Har man ikke overskud til at tale om det, mens man er i behandling, er det naturligvis ok.
Men rigtig mange kommer ud i den anden ende med et barn. Og når man dertil, skulle man måske lige overveje, om man ikke vil give gode råd og tips videre gennem de mange fora, der er på internettet. F.eks. http://www.detblevetbarn.dk/
Ud over at det hjælper andre i samme situation, giver det også mere åbenhed om emnet.
Nu hedder det kunstig befrugtning, men der er jo ærligt talt intet kunstigt ved det. Det er - i øvrigt kun ved reagensglas behandling og ikke ved insemination - en udenfor kroppen befrugtning, men processen er lige så naturlig i reagensglasset som i kroppen.
Så drop det kunstige. Et barn er et barn - hul i geografien i selve befrugtningen.
Og som den ældre dame, der greb fat i mig i supermarkedet i tirsdags, sagde med lys i øjnene, så er vores børn vores juveler. Fortæl åbent om dem - specielt, hvis andre kan få gavn af netop dine erfaringer!

Der er flere, der har spurgt om, hvorfor der ikke er en historie i bogen, der omhandler et par, hvor fertilitetsbehandlingen ikke er endt i det ønskede barn.
Det var der faktisk også oprindeligt, men inden bogen var færdig, fik jeg en mail fra pigen, der glad kunne meddele, at hun endelig var blevet gravid. På naturlig vis.
Der findes mange par, der af forskellige årsager stopper med fertilitetsbehandling. Nogle vælger et liv uden børn, andre adopterer, og andre igen bliver gravide mod alle odds på gammeldags facon. Jeg har ikke kunne opstøve tal på hvor mange, der gør hvad, for når de forlader behandlingssystemet, forsvinder de ud af statistikkerne.
Det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvor langt man vil gå med sin behandling, for skal man ud i adoption, kræver dette også meget energi, og derfor må man ikke lade sig dræne af fertilitetsbehandlingerne.
Det sagt, har jeg valgt at fokusere på succeshistorierne, for det første fordi, at der er flest af dem, og for det andet fordi, jeg selv havde brug for at vide, at der var håb - også for dem der ikke blev gravide i hverken første, andet eller tredje forsøg.
Og så er der selvfølgelig endnu en grund: titlen på bogen er jo ej: Det blev ikke et barn ;-)

Brugerbetaling=børneafgift

Det er nu et faktum. Flere par dropper fertilitetsbehandling, fordi de ikke har råd til at betale selv. Det betyder færre skatteydere til det fremtidige samfund, hvilket på sigt vil kræve nye besparelser eller måske skattestigninger. Men det er der jo længe til, ikke?

Brugerbetaling på fertilitetsbehandling er ikke særlig sympatisk. Modsat selvpåførte sygdomme, der opstår som følge af rygning, fedme og alkohol, så er folk, der har brug for fertilitetshjælp, sjældent ude om det selv. De består af par, der faktisk har planlagt at få børn, ønsker dem og glæder sig til dem. Her er ingen "unge mødre" og hovsa graviditeter, men kun rene ønskebørn. Parrene er i deres bedste alder og klar til familieforøgelse, men har af forskellige grunde ikke held med den. Mange kvinder lider f.eks. af PCO, en hormonforstyrrelse, der har indflydelse på deres ægløsning, andre har endometriose, og andre får slet ikke en forklaring på problemet. Hvorfor skal de dog ikke have hjælp af det offentlige?

Faktum er, at fertilitetsbehandling hjælper op mod 80 procent af alle barnløse par til at få et barn. Det virker altså. Der kommer børn ud af det, så pengene har ikke været spilte. Og når behandlingen, der jo foretages af læger, virker, må det jo altså siges, at være et medicinsk problem, der udgør infertilitet. Og da medicin jo som bekendt kurerer eller hjælper på sygdomme, må man altså antage, at infertilitet er en sygdom. Og så spørger jeg igen, hvordan kan det være, at disse folk, der alle er forældreegnede, ikke er berettigede til gratis hjælp med sygdommen i det offentlige sygehusvæsen?

Godt nok er prisen på behandlingen til at overkomme. Fem tusinde kroner skulle nok være til at finde i de fleste husholdningsbudgetter, og jeg vil påstå, at kan man ikke finde dem, har man heller ikke råd til at have et barn med udgifter til tøjforbrug, mad, institutionspladser osv. Der, hvor det bliver rigtig uretfærdigt, er prisen på medicin.

Man skal nemlig nu OGSÅ selv betale op til 15.000 kroner i medicinforbrug, inden man får tilskud. Og det er årligt vel at bemærke. Det vil faktisk sige, at dem, der kan nøjes med en lille hormondosis, får fertilitetsbehandlingen langt billigere, hvorimod dem, der skal stimuleres kraftigt, skal bruge 15.000 på medicin oven i prisen for behandlingen. Det bringer omkostningerne for første behandling op på 20.000 kroner.

Og så er det pludselig langt sværere at finde pengene i husholdningsbudgettet.

Det er skævt, uretfærdigt og uhørt forkert at sætte afgift på fremtidens skatteborgere.

Og så har jeg slet ikke nævnt, hvad det nu vil gøre ved forskningen på området. For hvor meget vil de betalende par mon nu være villige til at lade sig eksperimentere med, når man har sat 20.000 på spil?

Mere ventetid

Bogen er forsinket, skulle gerne være klar i uge 8, men nu skal jeg ikke love for meget. Jeg har set opsætningen og er rigtig glad for resultatet - den er helt klart ventetiden værd, så glæd Jer!!

Hjemmesiden er også snart ved at være oppe, og her vil alle med en positiv fertilitetshistorie have mulighed for, at fortælle deres egen oplevelse. På den måde bliver det forhåbentlig muligt for nye i behandling at få et indblik i, hvad andre går igennem.

For nogle er forløbet nemt, for andre er det mere udfordrende. Får man ikke drømmebarnet i første forsøg, er man ikke en outsider. Mange i forskellige aldre går det seje træk igennem. Og kommer i mål. Et længere forløb betyder derfor ikke, at man ikke kan nå sin drøm, men det er vigtigt at mærke efter, om man kan holde til det. Husk:du er ikke den eneste det her sker for.

Mere om det, når bogen er her.