Det er nu et faktum. Flere par dropper fertilitetsbehandling, fordi de ikke har råd til at betale selv. Det betyder færre skatteydere til det fremtidige samfund, hvilket på sigt vil kræve nye besparelser eller måske skattestigninger. Men det er der jo længe til, ikke?
Brugerbetaling på fertilitetsbehandling er ikke særlig sympatisk. Modsat selvpåførte sygdomme, der opstår som følge af rygning, fedme og alkohol, så er folk, der har brug for fertilitetshjælp, sjældent ude om det selv. De består af par, der faktisk har planlagt at få børn, ønsker dem og glæder sig til dem. Her er ingen "unge mødre" og hovsa graviditeter, men kun rene ønskebørn. Parrene er i deres bedste alder og klar til familieforøgelse, men har af forskellige grunde ikke held med den. Mange kvinder lider f.eks. af PCO, en hormonforstyrrelse, der har indflydelse på deres ægløsning, andre har endometriose, og andre får slet ikke en forklaring på problemet. Hvorfor skal de dog ikke have hjælp af det offentlige?
Faktum er, at fertilitetsbehandling hjælper op mod 80 procent af alle barnløse par til at få et barn. Det virker altså. Der kommer børn ud af det, så pengene har ikke været spilte. Og når behandlingen, der jo foretages af læger, virker, må det jo altså siges, at være et medicinsk problem, der udgør infertilitet. Og da medicin jo som bekendt kurerer eller hjælper på sygdomme, må man altså antage, at infertilitet er en sygdom. Og så spørger jeg igen, hvordan kan det være, at disse folk, der alle er forældreegnede, ikke er berettigede til gratis hjælp med sygdommen i det offentlige sygehusvæsen?
Godt nok er prisen på behandlingen til at overkomme. Fem tusinde kroner skulle nok være til at finde i de fleste husholdningsbudgetter, og jeg vil påstå, at kan man ikke finde dem, har man heller ikke råd til at have et barn med udgifter til tøjforbrug, mad, institutionspladser osv. Der, hvor det bliver rigtig uretfærdigt, er prisen på medicin.
Man skal nemlig nu OGSÅ selv betale op til 15.000 kroner i medicinforbrug, inden man får tilskud. Og det er årligt vel at bemærke. Det vil faktisk sige, at dem, der kan nøjes med en lille hormondosis, får fertilitetsbehandlingen langt billigere, hvorimod dem, der skal stimuleres kraftigt, skal bruge 15.000 på medicin oven i prisen for behandlingen. Det bringer omkostningerne for første behandling op på 20.000 kroner.
Og så er det pludselig langt sværere at finde pengene i husholdningsbudgettet.
Det er skævt, uretfærdigt og uhørt forkert at sætte afgift på fremtidens skatteborgere.
Og så har jeg slet ikke nævnt, hvad det nu vil gøre ved forskningen på området. For hvor meget vil de betalende par mon nu være villige til at lade sig eksperimentere med, når man har sat 20.000 på spil?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar